11 marts 2021

En IKKE tur...

I dag tog jeg til Tune til Hanne, da jeg skulle aflevere en hæklet høne til en dame, der også bor i Tune. Hanne ville selvfølgelig sætte kaffe over og så kunne vi jo gå en tur ud omkring Tinggårdslunden, hvor damen bor.

Jeg ankom med toget til Karlslunde og Hanne hentede mig, da toget var så forsinket, at bussen til Tune var kørt længe før toget kom til stationen. 

Vi drak kaffe og sludrede om løst og fast og beundrede Hannes søde kat, Alice, som var i sit es med al den opmærksomhed. Vejret var temmelig vådt = det regnede hele eftermiddagen.

Da klokken var henad 17 havde vi stadig ikke fået rejst os fra sofaen for at gå hen med bemeldte høne til bemeldte dame, men vi havde haft en super hyggelig eftermiddag med kaffe og træstammer.

Der var en smule vandre-relateret snak også, for vi fik planlagt næste uges tirsdagstur, som kommer til at gå til Tokkekøb Hegn og Storedam i Allerød-området.

Det endte med at Hanne kørte mig tilbage til Karlslunde st. via Høne-damen. Dejlig dag, men det er så vidt, vi kan huske, den første gang vi er sammen en hel eftermiddag UDEN at gå en tur.

Nu er det aften og jeg sidder og hygger mig lidt ved PC'en med at holde styr på Stories på FB fra Nu Skin pigerne, der laver LumiSpa Challenge.


09 marts 2021

Bidstrupskovene

Bidstrupskovene og tidlig solopgang...

Det var en smule underligt at stå op kl. 05.49 og se ud af vinduets for at opleve at horisonten i øst allerede var lyserød. Så bliver Fru Larsen godt nok Glad i Låget... En super god start på en dag, som også blev helt fantastisk dejlig.

Dagens Tantetur var allerede aftalt på forhånd...





Bidstrupskovene har nemlig længe stået på Tanternes ønskeliste og nu skulle det så være, så det var jo godt at vejret var som skabt til en skovtur..... OK, det var lidt koldt om fingrene, men solen skinnede da fra en skyfri himmel hele dagen.

Vi bøvlede lidt med at finde den parkeringsplads, jeg havde udpeget hjemmefra, men pyt, vi fandt en anden og kom godt fra start. 

Der var smukt i skoven - mange træer begynder at have sprængparate knopper og det kan ses, når man ser det på lang afstand.


Der var smukke søer mange steder i skoven og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, vi standsede op og kiggede og sagde, næh, ih og åh til en udsigt. 

Vores udsigt, da vi spiste vores medbragte madpakker, var også helt fantastisk, så der var ikke meget at klage over på den tur. Vi fandt et shelter, som lå helt i udkanten af skoven og med udsigt over en sø (som vist normalt var et moseområde).

Vi havde en lang og helt super dejlig dag, som du kan læse mere om på Tante-bloggen. Her er vi kommet til Mortenstrup sø ved Skjoldnæsholm.

Vel hjemme igen, stod aftenen på ren afslapning og forholdsvis tidligt i seng.

08 marts 2021

Tur til Køge og mødet med Hr. Svane og frue.

Forårsblomster og svanetur til Køge

Mandag morgen - jeg har dovnet hele weekenden, på det nærmeste i hvert fald, så jeg skulle simpelthen ud og have rørt kroppen og benene. Vejret var flot og jeg skulle bytte lidt tøj i byen, så det var jo bare om at komme afsted.

Gik ind til Centrum via Boholte og Søndre Allé. Der var forår i luften og det blev en god tur. Mødte mine gode venner, Erling og Jytte i byen og udvekslede et par ord med dem. Hyggeligt 💓💓 Vi har jo ikke mødtes siden nogle måneder før nedlukningen, så vi har snart abstinenser.

Jeg gik rundt og kiggede på lidt af hvert i byen og nød bare solen og at der var mennesker omkring mig (tror det var Søren Kierkegaard, der kaldte det et 'Menneskebad'). Købte Latte og Chokorugbrødsboller hos Lagkagehuset og satte mig på Stationstrappen og nød solen.

Efter at have byttet det, jeg skulle gik jeg ned ad Brogade for at tage stien langs banen hjemad. Fik pludselig lyst til at spise årets første is fra Kjærstrup og købte en enkelt kugle chokoladeis.

Satte mig på en bænk ved Køge Å og spiste min is. 
Her fik jeg hurtigt selskab af hr. Svane, som spankulerede rundt på bredden, mens fruen små-øvede sig i redebygning med de græs og sivstrå, der er på kanten af åen.

Efter at have gået frem og tilbage foran mig lidt tid - mens jeg sad musestille - han er stor!! - 
gik han til sidst ned i vandet til fruen og de sejlede lidt rundt i vandet foran mig.

Jeg gik hjemad over broen og ned langs banen til Ravnsborgvej og hjem og var en stor oplevelse rigere 💓💓 


07 marts 2021

Aktiv uge og doven weekend

 To Tanteture og en Københavnertur

Det er hvad det er blevet til i denne uge. 

Mandag var Hanne og jeg på Frølunde Fed og passe vinduespudser for Hannes datter. Vi gik tur på stranden i det forholdsvis fine vejr og.... 


...drak kaffe på terrassen i solen, men vinduespudseren knoklede 😊

Efter pudsning og nedlukning af sommerhus igen, kørte vi en tur til Slagelse, hvor vi var blevet enige om, at gå den Sorte Kløversti, en tur på 11-12 km.

Det var en smuk tur og vejret var venligt imod os og gav os en stor portion sol og varme med på vejen.

Se mere på To Tanter på Tur. 

Tirsdag var jeg en tur i København for at hente en oplader til min nye Samsung SmartPhone (ja, det følger så ikke med mere) og en ny PowerBank. Jeg gik min 'sædvanlige' tur fra Sjælør til Vesterbro gennem Vestre Kirkegård og Carlsberg.



Onsdag en tur til Køge og tilbage. Jeg kiggede lidt på foråret på vejen og nød en Latte fra Lagkagehuset på Stationstrappen.

Torsdag stod igen i Tanternes tegn og turen gik til Amager, hvor vi både skulle se Suttetrolden Sanka og gå tur på Amager Fælled. 
Om aftenen kom mine 3 yngste børn til Mormormiddag og vi havde en super hyggelig aften med Forloren Hare og Citronfromage.

Fredag vågnede jeg op til iskrystaller på vinduet og en flot solopgang og det blev til en god gåtur i omegnen og ind til Køge og lørdag blev en rigtig hjemmedag med hygge for mig selv.

Lørdag bød på hjemlig hygge og jeg var ikke udenfor en dør - det var koldt og blæsende vejr hele dagen.

Søndag var det samme vejr og samme udgangspunkt, men ældstesønnen og svigerdatteren ringede og spurgt om jeg gav kaffe ud på eftermiddagen. Jeg fik bagt kage og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag.

Så i denne uge har jeg set ALLE mine børn 💓💓💓💓💓  

28 februar 2021

Åshøje Overdrev til Krageskoven

Fra Åshøje Overdrev til Krageskoven...

Kan man gå gennem skoven fra den ene skov til den anden? Det har man ikke kunnet før selvom de to skove grænser helt op til hinanden. Da jeg sad og kiggede på området på min AllTrails app. fandt jeg en sti tegnet, så den forbandt stisystemerne i de to skove med hinanden.

Jeg tænkte, at DET skulle undersøges nærmere og trak i gå-skoene og en jakke.

Vejret var upåklageligt - nærmest forårsagtigt og jeg startede ud på turen og gik mod Åshøje og en af broerne, der fører over Sydmotorvejen og ind i skoven, Åshøje Overdrev.

Jeg fandt den pågældende sti, som godt nok var lidt speciel og lidt svær at gå på. Den var godt nok også 'spærret' med et par grene, der hvor den starter, så man ikke kunne køre ind ad den.

Her fortsætter stien så (det er godt, man har et online kort med 'blå prik' på). 

Jeg fulgte retningen og pludselig stod jeg faktisk på den sti i Krageskoven, som jeg forventede at komme til. Her er jeg i kendt land, for jeg har boet i denne skønne skov i 3 år og gået tur med min skønne schæfer, Laika hver dag, to gange om dagen her.

Herfra var det nemt at finde vejen hjemad, ned forbi Kokkeledshuset, som jeg boede i med Palle og mine 3 børn og derefter ud til en af de andre broer over motorvejen, hvor Køge å løber forbi og har gravet sig dybt ind i skrænterne i løbet af årene.

Herfra gik det over motorvejsbroen til Vasebækvej og videre derfra ad stien, som går langs skoven.... 

...og ender ved Salamandersøen og ca. midt på Vasebækvej. 

Gik gennem den lille skov ved siden af Vasebækgård og over til vores hjemlige sti-system, hvorfra der var 10 min. hjem.

Senere på aftenen gik jeg tur i mørket for at teste kameraet i min nye telefon i mørket.

PS Natbillederne er ikke så gode i kvaliteten på en PC, som på SmartPhone.



Lige til sidst også et billede af månen over vores lille sø i Hastrup.

Og så Godnat herfra :-)







27 februar 2021

Stilhed på kanalen...

Corana træthed?


Der har godt nok været stille her på kanalen den seneste uges tid, men nu må jeg vist hellere tage mig lidt sammen og fortsætte den gode vane med at skrive lidt om mine dage her på kanalen. Mest for mig selv og lidt for dig, der måske følger lidt med på sidelinjen 😍

Billedet her siger mig et eller andet om mit liv for tiden. Dagene er ligesom alléen her lange, men det er dog stadig til at få øje på enden (på dagen).

Nå, jeg skal ikke klage, jeg har det fint og er, så vidt vides, sluppet for Covid'en.... meeeen jeg er ved at være en smule træt (en smule underdrivelse kan forekomme) af at være mere eller mindre alene med min søde kat, Mille. 

Og når det så er sagt, så har jeg da set mine drenge en enkelt gang i den seneste måned og min datter bor jo heldigvis så tæt ved, at vi ses med jævne mellemrum (måske en smule mere jævne end før, men som lærer for en 1. kl. og med et 5.kl.s barn, som bliver hjemmeskolet, så er hun jo hårdt arbejdsramt). 😊

HELDIGVIS har jeg jo stadig min søde vandre-veninde, som jeg går tur med én eller to gange om ugen (mest det sidste for tiden) OG det er jeg super glad og taknemmelig for. Vi har været vidt omkring den seneste måned som Roskilde, København (gik lige en Halvmarathon), Korsør/Slagelse, Amager og Bidstrup skovene. Alle ture kan ses på To Tanter på Tur - bloggen

Jeg har også fået gået et par lange ture på egen hånd på det seneste, f.eks. en tur over Hastrup til Billesborg skole og Knapmagerstien og hjem.

Jeg har fået ny SmartPhone, da den gamle i bogstavligste forstand gik op i limningen ved bagbeklædningen.

Så derfor var jeg en tur i København af et par gange. Dels for at bestille telefon og et par dage senere for hente den. 

Jeg gik, som jeg ofte gør, fra Sjælør st. til Vesterbro via Carlsbergområdet, hvor jeg synes, at det er sjovt af følge udviklingen i de mange byggerier derude.

Og så går jeg gerne en tur med min specielt gode ven derinde, gennem byen til Nørreport og tilbage til Københavns Hovedbanegård, hvor jeg så hopper på toget hjem. Her står jeg på Store Kannikestræde og kigger op mod Vor Frue Kirke.


Jeg har også været et par ture gennem Gl. Kjøgegaard, da jeg synes, at det er sjovt at følge forårets komme derude på Åsen.

De første Dorthea-liljer (ligner store vintergækker) var lige kommet frem, da jeg var der senest.
Jeg må hellere se at komme en tur derop igen, da jeg har hørt at ALLE Dorthea liljerne nu er fremme og i et eller andet stadie af blomstring. Billede følger.








17 februar 2021

Tantetur til Ringsted.

 Ringsted og Omegn

Det skulle have været en tur til Skjoldnæsholm og Bidstrupskovene, men grundet det meget glatte føre, blev Tante 1 og jeg enige om, at vi ville afprøve Oplevelsesstien i Ringsted. Bilen afhentede mig ved 10-tiden og vi kørte om Høm udenfor Ringsted, hvor Oplevelsesstien starter.

Hmmmmm, det var ikke lige DEN oplevelse, vi havde ventet.... Stien var ufremkommelig pga. sne, is og vand, så det tog os ca. 15 minutter at gå 50 meter hen til et sted, hvor man kunne komme ind på en sti, der fører ud på vejen mod Ringsted.

Det blev så i stedet til en super god tur fra Høm til Ringsted og tilbage igen. Turen har jeg beskrevet i flere detaljer på vores gå-blog, som hedder To Tanter på Tur, så kig lige derhen, hvis du vil læse videre om turen.

Hjemme igen har jeg spist de sidste rester af tærten fra i mandags og fået opdateret Tante-bloggen med dagens tur samt skrevet dette og gårsdagens indlæg her på kanalen.

Nu er det så godnat herfra - sov godt og vi ses i morgen (som min datter og jeg altid har sagt til hinanden ved sengetid og stadig gør den dag i dag.)

16 februar 2021

På tur i sneen i Åshøje Overdrev

Sneen synger på sidste vers

I dag var det et lidt andet syn, der mødte øjet til morgen i forhold til den smukke solopgang i går 🌞 Der er faldet lidt mere sne i nat og vores snerydningshold her i bebyggelsen har været tidligt oppe for at rydde cykelstier og fortove, så vi kan komme sikkert frem herude. 

Mormors hjemmeskole er stadig uddelegeret til datterens adresse, så jeg er bare lidt 'stand-by in case of emergency' 😀😍 Det betyder så, at her ikke er de store udskejelser, så der hjemmehygges med lidt TV2 Go' Morgen Danmark, lidt Krydsord, lidt oprydning, lidt kattekælning og øvrigt forefaldende arbejde 😎

I eftermiddag blev jeg enig med mig selv om, at det nok var sidste chance for at se skoven med snedække og da jeg ved, at Åshøje Overdrev på den anden side af motorvejen, ikke er så vanvittig godt besøgt, faldt valget på lige netop denne skov til min eftermiddagsudflugt.



Der var virkelig smukt i skoven og ja, der kommer ikke ret mange mennesker, jeg mødte én eneste person derude og vekslede lige et par ord med ham (han havde heller ikke mødt andre) og så var der så liiiige et enkelt lille rådyr, der stillede sig op i det fjerne og kiggede lidt på mig.

Det er godt nok svært at se rådyret på billedet, men hvis man zoomer lidt (meget) ind, så er der en lille plet med 4 ben i venstre side af sneen ude hvor buskene gør stien smallere. 

Jeg havde en herlig tur i sneen og er super glad for at jeg fik loppet mig afsted.

Senere her i aften gik jeg aftentur med datteren efter at vi havde spist pandekager sammen med datterbarnet. Det er jo Pandekagens Dag i dag og dét lader man ikke gå sin næste forbi i vores familie.

Billedet her er fra aftenturen. Jeg er vild med det smukke, nærmest grålilla skær, som himlen får, når der ligger sne. Og det gør der endnu, selvom det lige nu regner en smule.


15 februar 2021

Mormormaddag

Så blev det Mormor Maddag igen

I dag var der den smukkeste solopgang udenfor mit soveværelsesvindue, så det var jo en fantastisk start på dagen.

Dagen gik med vasketøj og rengøring - FED mandagsbeskæftigelse 😎

Jeg skulle have købt lidt ind til aftenens Mormormad og for at få lidt motion og forene det praktiske med det sundhedsfremmende, valgte jeg at gå til Boholtecentret og handle i stedet for vores lokale Aldi, som ligger 300 meter væk. 

Her er et billede af Ellebækken, som jeg gik langs med på turen ud. Jeg valgte så at gå en anden vej hjem - bare for at få lidt afveksling 😍

Jeg havde bestemt mig til at menuen skulle stå på Tærte med grøntsagsfyld, så jeg købte et rødkålshoved, nogle porrer og et par store sødekartofler. Tærten blev super lækker og datteren havde medbragt to forskellige sunde kager til dessert 😀 Jeg fik ikke taget billeder af maden, desværre, men jeg lover, den så fin ud 😍

Senere på aftenen gik datteren og jeg tur med Messi, deres hund. Det sneede og vi elsker begge to at gå tur om aftenen i snevejr.

Vi har for vane at stå lidt og gøre snakken fra turen færdig, når vi kommer til stien ind til min datters bolig og i aften blev det vist lidt vel længe for Messi var næsten ved at sne inde 😱

Da jeg gik det sidste stykke hjem til mig selv, var det bare SÅ flot og alt var drysset med det smukkeste lag puddersne.

Jeg bliver simpelthen så glad i låget af at gå en tur i snevejr 💓💓💓

Så hovedet blev lagt på puden med et stort smil om munden 😊

Godnat og tak for i dag.

En IKKE tur... I dag tog jeg til Tune til Hanne, da jeg skulle aflevere en hæklet høne til en dame, der også bor i Tune. Hanne ville selvføl...