Mormormaddag og Mille, the cat 🐱
Du kan lige så godt vænne dig til det. Hende her kommer der nok flere billeder af hen ad vejen.
Mille, som er min skønne kat på ca. 7-8 år (hun stammer fra et internat, så det vides ikke helt med sikkerhed, men på hendes papirer står der, at hun har fødselsdag den 1.3.13, så det siger vi så 😉 )
Jeg har haft Mille i snart 2 år, så vi kender hinanden godt efterhånden. Mille er virkelig et positivt indslag for mig i hverdagen og vi taler meget sammen i løbet af dagen 😀 Jo jo, hun kan sagtens fortælle mig, at hun gerne vil have mad eller rent vand, vil ud i haven eller op i den stol, som jeg sidder i osv. Hun er en meget klog kat.
Nå, men hende skal du nok få lov at stifte nærmere bekendtskab med senere 😉
I dag har været en ret så regnfuld dag og jeg har kun lige været ude for at gå i Aldi og købe ind til aftenens Mormormaddag, en fast mandagstradition, hvor datter og datterdatter kommer og spiser mad som min mor lavede det. Se det er en herlig tradition og altid mandagens højdepunkt.
I dag stod menuen på koteletter i fad med grønsager (porrer, løg, broccoli, squash og markchampignon) og så med hakkede, flåede tomater og kokosmælk over. Ind i ovnen med de forstegte koteletter og grønsager, hakkede tomater og kokosmælk og så blev der serveret råstegte sødekartofler til (en af vores favoritter).
Efter maden gik datteren og jeg en aftentur med datterhunden, som hedder Messi (han er rigtig meget sød og og rigtig meget pekingeser!). Det støvregnede på turen, men det blev opvejet af vores hyggesnak undervejs på de ca. 2,5 km, vi går næsten hver aften sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar