08 februar 2021

Skoledag og Mormormaddag

 Mandag = Hjemmeskole og Mormormaddag

"Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for en lille dreng.... og man kan vel også sige, at det er sundt for en lille pige" - det har min far sagt til mig rigtig mange gange, da jeg var en lille pige.

I dag var jeg virkelig tidligt oppe.... Datterdatteren ankom kl. 7.15, frisk, men sulten, så vi startede med havregrød til os begge - så var bunden lagt 😍

Skolen startede kl. 8.00 dut og i dag ville hun gerne sidde her nede i stuen, hvor jeg jo også opholder mig mest. Så eleven sad/lå/rodede rundt ved sofabordet....

... og jeg satte mig ved spisebordet med et puslespil på 1000 brikker og begyndte at sortere brikker, så jeg kunne komme i gang med at lægge det.

Datterdatteren havde bestilt tunsalat til frokost, så det servede mormor da selvfølgelig sammen med Leverpostej med sky (begges yndlingspålæg 😀😍)

Efter frokost fortsatte undervisningen et par timer mere og jeg nåede lidt længere på puslespillet.

Hold da bøtte, jeg har fået 'kam til mit hår' her. Det er vist første gang, jeg har lagt himlen først, fordi det var det mest overskuelige. Resten af brikkerne er mørke træer, mørke ørne og mørk ørnerede - kort sagt alle brikker ligner hinanden. 

I skrivende stund har jeg dog fået samlet det meste af en flyvende ørn og i morgen går jeg i gang med ørnereden og hun-ørnen.

Nu sidder jeg og har lige set den seneste 'Kender du typen' - et af mine yndlingsprogrammer og drikker en kop te. Gad vide om det fortsætter med en anden vært end Mads Steffensen 😲




Ingen kommentarer:

En IKKE tur... I dag tog jeg til Tune til Hanne, da jeg skulle aflevere en hæklet høne til en dame, der også bor i Tune. Hanne ville selvføl...